Saligprisning 9 – forfølgelse pga. Jesus

Den niende saligprisning står i Mathæus 5,11-12

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.  Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

I de foregående 8 saligprisninger taler Jesus i tredjeperson. Salige er de fattige i ånden. Salige er desagtmodige. Salige er de rene af hjertet osv. Det er som om Jesus prøver at fortælle disciplene at det der normalt ikke bliver opfattet som særligt tjekket, faktisk er noget af det Gud velsigner. Måske introducerer Jesus en slags modkultur. 

Men i denne sidste saligprisning taler han direkte til disciplene. Salige er I, når man på grund af mig hånerjer og forfølger jer osv. Jesus vil gerne understrege at hån og forfølgelse er en del af pakken, som direkte angår dem der ønsker at følge ham. Og at det ikke er fordi der er noget galt når forfølgelserne indtræffer. Tværtimod, vi skal bare være glade for dem.

I en tidlig prædiken af Timothy Keller, taler han om at hvis man ikke er udsat for forfølgelser, er det måske fordi man er fej. Hvorimod hvis man konstant bliver forfulgt, måske bare er utålelig at være sammen med.

Prøv på første del af vandringen at reflektere over Jesu ord. Oplever du selv at blive hånet hvis du deler din tro med andre? Hvordan har du det med at forfølgelsen bliver en målestok for om du udlever din tro godt nok? Har du andre tanker om forfølgelse?

Jeg læser teksten igen.


Jeg læser fra Jakobs brev kap. 5

Brødre, tag profeterne, der talte i Herrens navn, som jeres forbillede, når det gælder at lide ondt og bære det tålmodigt. Vi priser jo dem salige, der holdt ud; I har hørt om Jobs udholdenhed og har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde.

Jakob opfordrer os til at se på Job, for at blive opmuntret til udholdenhed. Jeg har på det seneste været meget optaget af Job. Noget af det der karakteriserer ham, er at han ikke forfalder til at prøve på at forklare det der overgår ham, i modsætning til hans venner. Job giver bare los og brokker sig. Ja han beklager sig direkte til Gud og siger at det er ubærligt. Til det svarer Gud ikke med en forklaring på hvorfor alt dette skulle overgå ham, men siger, kort fortalt, ”Du fatter ikke hvad du snakker om. Var du måske med, da jeg skabte himlen og jorden?” Hvilket Job må indrømme at han ikke var, hvorfor han bøjer sig for Gud, og anerkender at han ikke har indsigt i hvordan alting er skruet sammen, men det har Gud. Og fordi han reagerer sådan, bliver Job velsignet med meget mere end han havde før.

Hvordan har du det med sådan en forklaring? Giver du nogle gange dig selv lov til at klage til Gud? Prøv på næste del af vandringen at reflektere over dit behov for at kunne forklare det der overgår dig. Det at have en eller anden form for kontrol over meningen med det hele.

Jeg læser de to tekster igen.