Saligprisning 7 – stifter fred

Du er velkommen til dette sted, – udgangspunktet for vores vandring, – og samtidig det sted, vi slutter vores vandring. Vores håb med disse gå-meditationer er, at vi på den vandring, vi går, oplever at måtte gå en tur i vores indre, i et stille fællesskab med hinanden og med Jesus ved vores side.

Så jeg vil invitere dig til at lande helt her. Den samtale eller de tanker, du har haft på vejen hertil, kan du lægge ved stien, – så kan du samle dem op, når vi kommer samme vej tilbage. 

Mærk dine fødder mod jorden, – mærk hvordan den understøtter dig. Lad dine skuldre falde og mærk hvordan du kan trække vejret dybt ned i maven. Lad denne friske luft være som Guds ånde til dig.

Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
På lang afstand er du klar over min tanke:
Du har rede på, om jeg går eller ligger,
Alle mine veje er du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge, 
Kender du det fuldt ud, Herre;
Bagfra og forfra omslutter du mig,
Og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
Det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

Vi skal nu på den syvende tur ud af ni, hvor vi går med en Saligprisning. Disse udsagn, som Jesus manifesterer sit rige med. Der står, at Jesus ser skarerne, går op på bjerget og sætter sig, hans disciple kommer hen til ham og så tager han ordet. Han belærer dem om hvordan Hans rige ser ud. Han proklamerer at:

  • Himmeriget skal tilhøre de fattige i ånden
  • De sørgende skal trøstes
  • De sagtmodige skal arve jorden
  • De, som hungrer og tørster efter retfærdigheden skal mættes
  • De som er barmhjertige, skal møde barmhjertighed

Og så i dag:

  • Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

For første gang, synes det som en identifikation af ikke kun hvad, vi føler i os selv, – sorg, sagtmodighed, sult eller barmhjertighed, – men som noget vi gør, – stifter fred.

Og konsekvensen er ikke noget, der har en direkte konsekvens for os selv, – at vi trøstes, arver jorden, mættes eller møder barmhjertighed, men det er noget som andre ser og siger om os, – at vi kaldes Guds børn. Så vores opmærksomhed er med dette vers rettet lidt udenfor os selv.

Så jeg vil invitere jer til på denne første del af turen, at rette opmærksomheden ud på den verden, vi er en del af, – hvor er der brug for fred? Og hvilken rolle spiller vi der?

Jeg tror, der er en pointe i, at der i saligprisningen ikke tales 1-1. Jesus taler i dette vers ikke til et du, – men til I, – ikke Guds barn, men Guds børn. Så det er ikke kun en indre fred, men en mellemmenneskelig fred. Det er muligvis i det felt, der er i den indbyrdes relation, at freden stiftes, – og ikke bare indbyrdes i en given gruppe, men som en afsmitning fra gruppen.

Hvis du vil godtage denne præmis, så kan du på vores første stykke reflektere over hvor i din nære verden, der er brug for fred. Og hvilken rolle spiller dine relationer der?

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

I min forberedelse til denne saligprisning har jeg søgt på ordet fred, – med fokus på det at være fredsstiftende. Jeg føler mig stadig overbevist om, at der i biblen står en del om det, – om hvordan vores ansvar som kristne er at bevare, – ja også at skabe fred.

Men i søgen efter referencer, kunne jeg ikke umiddelbart finde andet end det, at vi modtager fred, – arver fred og vi fyldes af fred. Det er nok en forudsætning for at kunne stifte fred. Så uden at slippe de omstændigheder, I måske har reflekteret over på den første del af turen, vil jeg vende opmærksomheden: væk fra relationen mellem dig eller os og vore omgivelser og ind på relationen mellem os og Gud. Jeg læser et par vers, – og vi kan nok ikke tage dem alle med videre, men vær fri til bare at plukke det, du føler er til dig i dag.

Johannes referer i sit evangelium, hvordan Jesus i sin afskedstale til disciplene siger 

  • Fred efterlader jeg jer; min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! (Johs 14, 27)

Og år efter Jesu død skriver Paulus skriver til Filipperne:

  • Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. 

Og lidt senere i samme afsnit: 

  • og fredens Gud vil være med jer.

Vi vil nu gå videre, – på denne næste del af turen, kan du reflektere over hvordan du kan opleve, at Gud giver dig sin fred. Kan Han måske tale til dig gennem den natur, vi går igennem? Eller er der andre måder? Vi inviteres til at gå med Hans følgeskab og modtage Hans fred.