Jule gåmeditation

Som det sikkert vil være de fleste bekendt, så nærmer julen sig med uafvendelig sikkerhed. Selvom det ikke burde komme bag på nogen, så opstår der tit en kamp for at få det egentlige indhold mast ind i mellem flæskesteg, gavebånd og julekalendere. Det er som om det lille nuttede Jesusbarn, i bedste fald, får lov at minde os om at Gud er derinde et sted. Og dermed overskygger det fuldstændigt ubegribelige; at Universets skaber og altings opretholder valgte at lade sig føde som et forsvarsløst menneske, i skidt og møg og med udsigten til at starte livet som flygtning. 

Det kan være svært at sætte sig ind i hvad det egentlig var der skete dengang. Vi ved (eller vi tror vi ved) hvordan det hele hang sammen, fordi vi kigger bagud, og ser hvad der skete. Men hvordan kunne både datidens sociale tabere (hyrderne) og datidens intelligentsia (vismændene) blive så begejstrede over noget så almindeligt, som det at der bliver født et barn. 

Hvis du vil med, tager vi ud på en tidsrejse 2000 år tilbage i tiden. Forestil dig at du enten er hyrde, et job på bunden af samfundet, som ingen andre gider, og du er henvist til at ligge på marken og fryse om natten. Eller også kan du forstille dig at du er en af de kloge, en af dem der undres og stiller spørgsmål for at forstå. En af dem der kigger på stjerner og læser tykke bøger, for at finde ud af hvad der er meningen med det hele. Du får lige et øjeblik til at overveje hvilket perspektiv du har lyst til. Og så læser jeg 2 af de profetier der forudsagde Jesu fødsel. Hvad gør ordene ved dig? Hvilken forventning skaber det i dig?

Mika 5. 1-4
Du, Betlehem, Efrata,
du er lille blandt Judas slægter.
Fra dig skal der udgå én,
som skal være hersker i Israel;
hans udspring er i fortiden,
i ældgamle dage.
Men han skal prisgive dem,
indtil den fødende kvinde har født,
og resten af hans brødre
vender tilbage til israelitterne.
Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke,
i Herren sin Guds navns storhed;
de skal bo trygt,
for hans magt når til jordens ender.
Han skal være fredens herre.
Esajas 11. 1-5
Men der skyder en kvist fra Isajs stub,
et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd,
visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd,
kundskabs og gudsfrygts ånd;
han lever og ånder i frygt for Herren.
Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,
fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
han dømmer de svage med retfærdighed,
fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
Han slår voldsmanden med sin munds stok,
og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;
retfærdighed er bæltet om hans lænder,
trofasthed bæltet om hans hofter.

Jeg læser nu de to tekster der omhandler Jesu fødsel i det nye testamente, som hhv. omtaler hyrderne og vismændene. Prøv at sæt dig i deres sted og forstil dig du er lige der midt i fortællingen. Vær tilstede og vent og se om beretningen har noget at fortælle dig.

Hyrderne

Lukas 2. 8-20

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.«  De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.  Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem.

Vismændene

Matthæus 2. 1-11

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«  Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.  Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«  Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.  Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.  Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.