Kaldet til at være kirke

I dag vil jeg se på hvorfor vi er kaldede til at være kirke, og hvorfor det er vigtigt. Jeg starter med at læse fra:

1. Peter kap. 2 v. 4-10

Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.  For der står i Skriften:

Se, i Zion lægger jeg en hjørnesten,
udvalgt og kostbar.
Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.
For jer, som tror, er den altså kostbar; men for dem, som ikke tror,
er den sten, bygmestrene vragede,
blevet hovedhjørnesten og
en anstødssten, en klippe til at snuble over;
det er dem, der tager anstød i deres ulydighed mod ordet,
og dertil var de også bestemt.

Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han, som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed.

Kirken kan godt være et problematisk sted at være. Det har vi oplevet i Byens Valgmenighed, og det har utallige mennesker oplevet gennem hele kirkehistorien. Mange har sikkert tænkt (deriblandt mig selv) om det virkelig er nødvendigt med kirken. Er det ikke nemmere bare at dyrke Gud for sig selv, og så være fri for alt det bøvl. Men hvorfor er det at Gud kalder os til at være kirke? Hvorfor bliver det understreget at vi, som levende sten, skal lade os bygge op til et åndeligt hus? Har Gud ikke kaldet mig personligt? Har Gud ikke fyldt mit hjerte, og er det ikke min relation til Gud der er det vigtigste? Jo, den personlige relation er vigtig, men når Peter beskriver hvad vi skal stræbe efter i vores relation til Gud er det med henvisning til åbenbaringen på Sinaj bjerg, hvor Gud lige har ført folket ud af Ægypten: 

2. Mosebog kap. 19 v. 5-6

Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig.  I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne.

Guds pagt gælder altså folket. Og hvad skete der da Guds folk var samlet? Gud kom ned, og bjerget rystede og pagten blev indstiftet.

Jamen kan Gud ikke lade store ting ske gennem et enkelt menneske, uden det nødvendigvis sker gennem kirken? Har alle de tekster vi har gået over de sidste mange gange ikke handlet om det enkelte menneskes kald, og hvad de har udrettet ved det? 

Jo, men Gud lader også ting ske i fællesskabet, som vi ikke har adgang til alene. Et eksempel kunne være når vi tror vi kan gennemskue problemerne alene, og dermed går glip af de vinkler de andre kan se derfra hvor de står. Eller hvis vi forsøger at forstå bibelen alene, og ikke lader os inspirere og vejlede af alt det levede liv som de andre i kirken har fået indsigt i.

Vi afskærer os fra al den velsignelse som opstår i fællesskabet. Ligesom vi ikke oplever den kraft hvormed Gud kan komme ned, når hans folk er samlet, hvis vi bare holder os for os selv.

Når vi nu går, kan du prøve at overveje om du ser dit forhold til Gud udelukkende som en personlig relation? Eller om din identitet bunder i at være en del af Guds folk. Er der en balance? Og hvad betyder det?

Du kan også overveje hvad det vil sige at være levende sten der bygges op til et åndeligt hus?

Kaldet til at lade være med at være god

I Robert Louis Stevensons roman ”Dr. Jekyll og mr. Hyde” møder vi et menneske med en helt almindelig længsel. Dr. Jekyll har indset at der er to sider af ham, som gensidigt forpester tilværelsen for den anden. Den pæne side bliver konstant fristet af den mørke side, til at gøre noget forkert. Og den når den mørke side følger sine lyster, bliver den overdænget med moralske skrupler af den god side. Hvor ville det være dejligt at være enten det ene eller det andet fuldt ud. Til det formål opfinder han en mikstur, der kan spalte hans lyse side fra den mørke side. Dr. Jekyll som vi kender ham, bare i en meget bedre udgave, og mr. Hyde, som er et helt igennem egoistisk og fordærvet menneske. Alt synes godt idet de to sider kan være den fulde udgave af sig selv, uden indblanding fra den anden.

Men en dag går det galt.

Mr. Hyde slår et menneske ihjel, og Dr. Jekyll bliver skamfuld over hvad han har gjort, og beslutter aldrig at drikke miksturen igen. Det vil også være dumt, for Mr. Hyde er eftersøgt af politiet, så han gør klogest i at gemme sig i Dr. Jekyll. Det går godt i 3 måneder, Dr. Jekyll gør alt det gode han kan for at kompensere. Men pludseligt kan han ikke styre det længere. Mens han sidder på en bænk i parken og tænker over alle de gode ting han gør, får han øje på sine hænder, og forfærdes over at se Mr. Hydes grimme og knoklede hænder. Den gode Dr. Jekyll har mistet kontrollen, og kan ikke længere holde den onde Mr. Hyde tilbage. Og må nu drikke miksturen for at blive Dr. Jekyll igen. Da han ikke længere kan fremskaffe ingredienserne til den, og derfor er tvunget til at være Mr. Hyde, begår han selvmord for at undgå straffen for sine ugerninger.

Medmindre man er fuldstændig socialt afsporet…

…vil de fleste af os kende til Mr. Hyde i vore egne liv. Der er ting som vi ved er dårlige, og vi har alligevel lyst til at gøre det, selv om vi ved at det vil være skidt, både for vores forhold til Gud og til mennesker. De fleste af os kan sikkert også nikke genkendende til den gode Dr. Jekyll, der af alle kræfter, søger at trænge Mr. Hyde tilbage. Hvis jeg tager mig lidt mere sammen, vil jeg nok kunne være den gode udgave af mig selv, som jeg så gerne vil være. Men jo længere man kommer ned ad de gode gerningers smalle sti, jo mere bliver man også konfronteret med det som Paulus så mesterligt rammer hovedet på sømmet med her i romerbrevet:

Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.

Og det er værre endnu. Selv når det lykkes Dr. Jekyll at trænge mørket tilbage, og det ud ad til ligner at vi gør det gode, er vi på afveje. Mens vi tror vi gør Guds vilje, er vi tværtimod i gang med at frelse os selv, og dermed gøre os uafhængige af Gud.

Jamen hvad er der så tilbage?

Robert Louis Stevenson har ramt det meget præcist, at ingen af de to kan redde skindet, og den eneste udvej er døden. Lykkeligvis stopper Paulus ikke her. Han skriver i to lidt oversete vers:

Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.

Paulus er fuldstændig klar over han er et elendigt menneske, men i stedet for at arbejde sig ud af det, takker og priser han Jesus for hvad han har gjort. Og fortsætter:

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.

Før levede vi med en lys og en mørk side…

… og de to var begge lige gyldigt vores personligheder. De kæmpede begge for at få plads i vores liv og ingen af dem kunne vinde eller bringe os tættere på Gud. Nu hvor vi lever i Jesus må vi stadig kæmpe mod mørket, men mørket er ikke længere vores personlighed. Det er Kristus.

Når vi nu går, så kan du prøve at overveje om du kan genkende Dr. Jekyll der sidder på bænken og kigger på sine hænder. 

Du kan også meditere over Paulus ord:

Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.

Elias’ kald

Vi ser på kald i denne sæson, hvordan Gud og Jesus kalder mennesker til særlige veje, eller som sidst til virkelig at kende Gud.

Inden vi dykker ned i en tekst fra Gl.testamente vil jeg læse et citat af Søren Ulrik Thomsen: “Andagtsbogen til daglig bibellæsning, som jeg købte i London, var en skuffelse, for hver eneste tekst havde samme pointe: Thy Will be done. Den er de vist sluppet let om ved, tænkte jeg irriteret og lagde den lille bog fra mig. Men da jeg et par år efter alligevel ville kaste et blik i den, kunne jeg ikke finde bogen noget sted i lejligheden. Tilgiv, at jeg så det som et tegn, for eftersom jeg ikke kunne slå op i den fysiske bog, måtte jeg så meget desto stærkere forsøge at fastholde dens tanke, som i mellemtiden var begyndt at dæmre for mig. For i en tilværelse, der hele tiden vokser en over hovedet, skønt man døgnet rundt og selv i drømme forsøger at bemestre den, er det sværeste og vigtigste af alt i det mindste een gang om dagen virkelig at give op, kaste sine bekymringer på Gud og turde sige ske din vilje”

Vi ser på kald, – når Gud/ Jesus kalder mennesker til at skabe noget, gøre noget, kende Gud, og har ikke beskæftiget os meget med efterforløbet, altså når den engel eller Jesus synes, at være gået, og man er godt inde i kaldet, og har mistet modet. Et sådant eksempel vil vi se op i dag. I dag vil vi træde ind i en historie om  Elias’ kald, et par kapitler (og voldsomme gerninger) efter det første kald. Elias har været Guds redskab, formidler, tjener i flere år. Mange imponerende ting er sket, der set udefra burde bekræfte Elias i, at han var på rette spor. Han vækker en død søn til live, hans alter bliver optændt af ilde fra himmelen og brænder op selv efter at være gennemblødt i vand, mens afgudsofferet der står ved siden af ikke kan antænde, og alt folket bøjer sig for Gud. Men Jezabel vil hævne sig på ham for at han har slået alle Ba’al profeterne ihjel, og han bliver bange. I teksten vi hører, er der både frygt, men også nærmest en bebrejdelse fra Elias Jeg har gjort min del af aftalen, Gud….hvad har du gjort?  Han har mistet livsmodet, men vil ikke selv tage sit liv, men beder Gud om at billige og gøre det.

Vi hører fra 1. Kongebog 19:

Elias blev bange og drog af sted for at redde livet. Da han var kommet til Be’ersheba i Juda, efterlod han sin tjener der. Selv vandrede han en dagsrejse ud i ørkenen og gik hen og satte sig under en gyvelbusk; han bad om at måtte dø og sagde: »Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre.« Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: »Stå op og spis!« Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen. Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: »Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig.« Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb. Dér gik han ind i en hule og overnattede.

Da lød Herrens ord til ham: »Hvad vil du her, Elias?« Han svarede: »Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« Da lød det: »Gå ud og stil dig på bjerget for Herrens ansigt, så vil Herren gå forbi.« Forud for Herren kom en voldsom og kraftig storm, der splintrede bjerge og knuste klipper, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden lød der en sagte susen. Da Elias hørte det, tilhyllede han sit ansigt med kappen, gik ud og stillede sig i hulens åbning. Da lød der en stemme: »Hvad vil du her, Elias?« Han svarede: »Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.« Herren sagde til ham: »Vend tilbage ad vejen gennem ørkenen til Damaskus, og gå hen og salv Hazael til konge over Aram.

Nu sender Gud ham videre på sit kald, efter et fornyet møde, og noget af det han finder er, at han ikke er alene, som han følte sig og sagde til Gud. Han får 7000 krigere og han får en successor, Elisa og bliver først der hentet hjem til himmelen på en vogn. Elias får ved oplevelsen et personligt kendskab til at Gud ikke kun er en voldsom Gud, der viser sig i voldsomme fænomener, men også en Gud, der møder ens personlige behov og kommer helt tæt på. Nogle siger, at Elias fortsætter sin tjeneste nu ikke kun som tjener, men som ven.

Denne intimitet læser vi om, da Peter og  Johannes ser Elias (og Moses) stå på forklarelsens bjerg og tale med Jesus.

Så deres (mindst ) 2 mulige temaer for vandringen i dag. Inspirationen i hvordan Elias formår med sit liv og ord siger “Din vilje ske” og det andet: hvordan Gud møder ham, og hvad han gør for at give Elias styrke.

Jeg læser teksten igen, og beder Gud hviske til os, hver især, hvad vi har brug for at lære mere af.