Saligprisning 9 – forfølgelse pga. Jesus

Den niende saligprisning står i Mathæus 5,11-12

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.  Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

I de foregående 8 saligprisninger taler Jesus i tredjeperson. Salige er de fattige i ånden. Salige er desagtmodige. Salige er de rene af hjertet osv. Det er som om Jesus prøver at fortælle disciplene at det der normalt ikke bliver opfattet som særligt tjekket, faktisk er noget af det Gud velsigner. Måske introducerer Jesus en slags modkultur. 

Men i denne sidste saligprisning taler han direkte til disciplene. Salige er I, når man på grund af mig hånerjer og forfølger jer osv. Jesus vil gerne understrege at hån og forfølgelse er en del af pakken, som direkte angår dem der ønsker at følge ham. Og at det ikke er fordi der er noget galt når forfølgelserne indtræffer. Tværtimod, vi skal bare være glade for dem.

I en tidlig prædiken af Timothy Keller, taler han om at hvis man ikke er udsat for forfølgelser, er det måske fordi man er fej. Hvorimod hvis man konstant bliver forfulgt, måske bare er utålelig at være sammen med.

Prøv på første del af vandringen at reflektere over Jesu ord. Oplever du selv at blive hånet hvis du deler din tro med andre? Hvordan har du det med at forfølgelsen bliver en målestok for om du udlever din tro godt nok? Har du andre tanker om forfølgelse?

Jeg læser teksten igen.


Jeg læser fra Jakobs brev kap. 5

Brødre, tag profeterne, der talte i Herrens navn, som jeres forbillede, når det gælder at lide ondt og bære det tålmodigt. Vi priser jo dem salige, der holdt ud; I har hørt om Jobs udholdenhed og har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde.

Jakob opfordrer os til at se på Job, for at blive opmuntret til udholdenhed. Jeg har på det seneste været meget optaget af Job. Noget af det der karakteriserer ham, er at han ikke forfalder til at prøve på at forklare det der overgår ham, i modsætning til hans venner. Job giver bare los og brokker sig. Ja han beklager sig direkte til Gud og siger at det er ubærligt. Til det svarer Gud ikke med en forklaring på hvorfor alt dette skulle overgå ham, men siger, kort fortalt, ”Du fatter ikke hvad du snakker om. Var du måske med, da jeg skabte himlen og jorden?” Hvilket Job må indrømme at han ikke var, hvorfor han bøjer sig for Gud, og anerkender at han ikke har indsigt i hvordan alting er skruet sammen, men det har Gud. Og fordi han reagerer sådan, bliver Job velsignet med meget mere end han havde før.

Hvordan har du det med sådan en forklaring? Giver du nogle gange dig selv lov til at klage til Gud? Prøv på næste del af vandringen at reflektere over dit behov for at kunne forklare det der overgår dig. Det at have en eller anden form for kontrol over meningen med det hele.

Jeg læser de to tekster igen.

Saligprisning 8 – forfølgelse pga. retfærdighed

Den ottende saligprisning står i Mathæus 5,10:

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

Jeg har haft det lidt svært med dagens tema, hvordan kan man blive forfulgt på grund af retfærdighed. Jeg kan forstå at man kan blive forfulgt på grund af Jesu navn. Men så kom jeg i tanke om at det er jo lige meget om jeg forstår hvad svaret er. Det er jo ikke mig der skal fortælle jer hvad I skal synes. Jeg kan bare pege i en bestemt retning. Lad os starte med at prøve at finde ud af hvad retfærdighed er. Jeg læser tre tekster om retfærdighed. Jeg læser dem to gange. Første gang kan du danne dig et overblik over teksterne, og anden gang læser jeg dem langsommere, så du kan prøve at høre om der er noget der fanger dig mere end andet. Prøv at blive i teksten, og hold fast i de ord der springer frem for dig. Gå over dem og se hvad de vil vise dig

Romerne 8, 9-10

Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til.  Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed.

Johannes 16, 7-11

Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.  Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt.


Nu hvor du har fundet ud af hvad retfærdighed er, skal vi prøve at kigge på himmeriget. Jeg har en tilbøjelighed til at forstå mange ting meget bogstaveligt. jeg tror ikke nødvendigvis Jesus forståelse af himmeriget er den samme som min. Jeg læser tre nu tekster. Prøv at lægge dig ind i teksten. Giv slip på de forestillinger du har om himmeriget og prøv at mærke efter om gud ønsker at vise dig noget andet. Er Himmeriget noget som sker en gang på et bestemt sted? eller er det ubegrænset i tid og rum. Lad dig ikke lede at mine spørgsmål men vær åben overfor hvad Gud vil vise dig.

Mathæus 10, 5-15

Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær!  Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet. Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter, heller ikke en taske til rejsen eller to kjortler eller sko eller stav. For en arbejder er sin føde værd.  

Lukas 23, 39-43 

Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«  Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«  Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.«  Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«

Det er ikke fordi der mangler beskrivelser af himmeriget. Jeg har samlet dem der er i Mathæus 13:

  • Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark.
  • Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark
  • Himmeriget ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel
  • Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult
  • Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler
  • Himmeriget ligner et vod, der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art
  • Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd.

På sidste del af vandringen, hvis ikke allerede du har gjort det, kan du prøve at koble de to ting. Hvorfor er det Jesus specielt vil give himmeriget til dem der er forfulgt på grund af retfærdighed.

Saligprisning 7 – stifter fred

Du er velkommen til dette sted, – udgangspunktet for vores vandring, – og samtidig det sted, vi slutter vores vandring. Vores håb med disse gå-meditationer er, at vi på den vandring, vi går, oplever at måtte gå en tur i vores indre, i et stille fællesskab med hinanden og med Jesus ved vores side.

Så jeg vil invitere dig til at lande helt her. Den samtale eller de tanker, du har haft på vejen hertil, kan du lægge ved stien, – så kan du samle dem op, når vi kommer samme vej tilbage. 

Mærk dine fødder mod jorden, – mærk hvordan den understøtter dig. Lad dine skuldre falde og mærk hvordan du kan trække vejret dybt ned i maven. Lad denne friske luft være som Guds ånde til dig.

Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
På lang afstand er du klar over min tanke:
Du har rede på, om jeg går eller ligger,
Alle mine veje er du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge, 
Kender du det fuldt ud, Herre;
Bagfra og forfra omslutter du mig,
Og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
Det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

Vi skal nu på den syvende tur ud af ni, hvor vi går med en Saligprisning. Disse udsagn, som Jesus manifesterer sit rige med. Der står, at Jesus ser skarerne, går op på bjerget og sætter sig, hans disciple kommer hen til ham og så tager han ordet. Han belærer dem om hvordan Hans rige ser ud. Han proklamerer at:

  • Himmeriget skal tilhøre de fattige i ånden
  • De sørgende skal trøstes
  • De sagtmodige skal arve jorden
  • De, som hungrer og tørster efter retfærdigheden skal mættes
  • De som er barmhjertige, skal møde barmhjertighed

Og så i dag:

  • Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

For første gang, synes det som en identifikation af ikke kun hvad, vi føler i os selv, – sorg, sagtmodighed, sult eller barmhjertighed, – men som noget vi gør, – stifter fred.

Og konsekvensen er ikke noget, der har en direkte konsekvens for os selv, – at vi trøstes, arver jorden, mættes eller møder barmhjertighed, men det er noget som andre ser og siger om os, – at vi kaldes Guds børn. Så vores opmærksomhed er med dette vers rettet lidt udenfor os selv.

Så jeg vil invitere jer til på denne første del af turen, at rette opmærksomheden ud på den verden, vi er en del af, – hvor er der brug for fred? Og hvilken rolle spiller vi der?

Jeg tror, der er en pointe i, at der i saligprisningen ikke tales 1-1. Jesus taler i dette vers ikke til et du, – men til I, – ikke Guds barn, men Guds børn. Så det er ikke kun en indre fred, men en mellemmenneskelig fred. Det er muligvis i det felt, der er i den indbyrdes relation, at freden stiftes, – og ikke bare indbyrdes i en given gruppe, men som en afsmitning fra gruppen.

Hvis du vil godtage denne præmis, så kan du på vores første stykke reflektere over hvor i din nære verden, der er brug for fred. Og hvilken rolle spiller dine relationer der?

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

I min forberedelse til denne saligprisning har jeg søgt på ordet fred, – med fokus på det at være fredsstiftende. Jeg føler mig stadig overbevist om, at der i biblen står en del om det, – om hvordan vores ansvar som kristne er at bevare, – ja også at skabe fred.

Men i søgen efter referencer, kunne jeg ikke umiddelbart finde andet end det, at vi modtager fred, – arver fred og vi fyldes af fred. Det er nok en forudsætning for at kunne stifte fred. Så uden at slippe de omstændigheder, I måske har reflekteret over på den første del af turen, vil jeg vende opmærksomheden: væk fra relationen mellem dig eller os og vore omgivelser og ind på relationen mellem os og Gud. Jeg læser et par vers, – og vi kan nok ikke tage dem alle med videre, men vær fri til bare at plukke det, du føler er til dig i dag.

Johannes referer i sit evangelium, hvordan Jesus i sin afskedstale til disciplene siger 

  • Fred efterlader jeg jer; min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! (Johs 14, 27)

Og år efter Jesu død skriver Paulus skriver til Filipperne:

  • Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. 

Og lidt senere i samme afsnit: 

  • og fredens Gud vil være med jer.

Vi vil nu gå videre, – på denne næste del af turen, kan du reflektere over hvordan du kan opleve, at Gud giver dig sin fred. Kan Han måske tale til dig gennem den natur, vi går igennem? Eller er der andre måder? Vi inviteres til at gå med Hans følgeskab og modtage Hans fred.

Saligprisning 6 – rene af hjertet

Mathæus 5,8

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.

Rene af hjertet. Hold da op, det er ikke småting. Hvem af os kan påstå at være rene af hjertet? Og selvom der skulle være nogen der er, kan de så vide sig sikre for ikke at være hovmodige og dermed ikke være det alligevel. Jeg læser:

Salme 1, 1-3

Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på hans lov dag og nat.
Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

Trods mine mange år som fuldtidskristen, kan det undre mig at jeg stadig har en opfattelse af at det at være kristen er en statisk størrelse. At når jeg er kristen, så er jeg på en bestemt måde. Ren af hjertet f.eks., lad os læse to udsnit af teksten igen:

Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd…
… men har sin glæde ved Herrens lov.

Prøv på første del af vandringen at mediter over de to sætninger. 

Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd…
… men har sin glæde ved Herrens lov.

Prøv evt. også at reflekter over om din oplevelse af saligprisningen: Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Får et nyt lys fra salmen.


Jeg læser et uddrag mere fra salmen:

Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

Hvad er forskellen på et træ der står ved bækken, og et det står i åbent land? I gode tider, når der er tilpas med sol og regn, trives de begge, men når regnen svigter, er det træet ved bækken der klarer sig bedst. 

Første søndag i advent

Det er adventstid, og den er vigtig, fordi den giver os mulighed for et øjeblik at trække os ind i det ubegribelige, og bare være der, og lade os fylde af den.

Jeg vil gerne invitere jer ud på en rejse. En rejse til universets ende. Lyder det vildt? Det er det også. Intet menneske kan rumme forestillingen om hvor stort universet er. Men prøv alligevel. Ikke så meget for at få en eksakt fornemmelse af hvor stort det er, men for at forstå hvor ubegribeligt det er. Samtidig vil jeg også opfordre jer til at læne jer ind i at det har Gud skabt det. Jeg siger læne ind i, fordi vi ikke kan forstå det. 

Jeg tror nogle gange jeg har en ide om Gud. Men uanset hvilke forestillinger jeg gør mig, må det nødvendigvis være en minimering. Gud er så meget større og uden for min forståelsesramme at hvad end jeg tror jeg ser, så ser jeg kun en smule. David beskriver det således i salme 19:

Himlen fortæller om Guds herlighed,
hvælvingen beretter om hans hænders værk;
dag forkynder det til dag,
nat kundgør det til nat.

Lad os gå nu, og læne os ind i Guds storhed. Ikke for at forstå den, men for at blive ydmyge overfor den. 


Som sagt tidligere så tror jeg ikke vi, i dette liv, kommer til at forstå Guds storhed. Men jeg tror godt, jeg kan komme til at gøre ham for lille. Putte ham ned i en kasse, der kan rumme min stræben efter at kunne begribe. Jobs bog har fyldt en del på det seneste, og jeg tænker Jobs svar, efter Gud har talt til ham, siger utroligt meget:

Nu ved jeg, at du formår alt,
intet, du har besluttet, er umuligt for dig.

Alt denne lænen sig ind i bare for at forberede os på noget der er endnu mere ufatteligt. Den Gud, der er så stor, kommer os i møde. Ja ikke bare i møde, men lader sig føde i svaghed. Som Tim Keller udtrykker det: Han gjorde sig dræbbar.

Apostlen Johannes forsøger at beskrive det ubegribelige:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.  Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« 

Julen er i den grad en tid, hvor jeg skal holde tungen lige i munden, for at holde fokus på det væsentlige. Vores forbrugersamfund gør det ikke lettere. 

Jeg vil invitere jer ind i at fortsætte i den bevægelse I (måske) fandt frem til før, og læne jer ind i paradokset, at den uendeligt store Gud kommer os i møde, for at gøre det muligt for os at være sammen med ham.

Jeg læser Johannes igen:

Nyskabelsen

Håbet

Kolosenserne kap. 1 v. 9-14

Derfor har vi heller ikke, siden den dag vi hørte om det, holdt op med at bede for jer. Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed. Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.

Dagens tema er nyskabelse. Jeg vil nu læse en række synonymer op, som jeg har fundet blandt andet på nettet. Prøv at smage på ordene, og mærk efter om der er et der springer tydeligere frem end andre. 

Innovation, reform, novation, kreation, nydannelse, fremvækst, fødsel, vækst, opståen, spiring, forår, genopståen, ny-begyndelse, genfødsel, frembrud, nyhed.

Det er ikke sikkert ordet nyskabelse er et du har funderet meget over, eller at der er et af ordene jeg læser op der giver specielt genklang, men prøv at være stille og se om der er et der vil dig noget når jeg nu læser dem op igen.

Vi går nu i tavshed til næste stop.


Jeg læser nu et stykke fra Paulus brev til efeserne kap. 1 vers 17-21

Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke. Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende.

Nyskabelse er ikke noget vi skal vælge til eller fra. Hvis det håb, som Paulus beskriver, er i os, så vil det uundgåeligt komme til at forandre os. Nyskabe os.

Forestil dig 2 personer der sidder i hvert sit rum. Rummene er helt ens, ligesom den trivielle opgave de skal løse. De har begge fået at vide at de skal udføre den i et helt år. Eneste forskel er at den ene er blevet lovet 50.000 kr. for det, mens den anden får 50.000.000 kr. Selvom arbejdsbetingelserne er ens, så vil deres situationer være vidt forskellige. Simpelthen fordi den ene lever i håbet om en fantastisk belønning i fremtiden, mens den anden slæber sig igennem.

Paulus beskriver det håb vi er kaldede til, hvor rig på herlighed vores løn er og hvor stor en magt der står bag. Hvis ikke vi er påvirkede af det, er det måske netop derfor Paulus beder om at herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer.

Til næste stop, så prøv at være stille for Gud i erkendelse af hvilken fantastisk håb vi er kaldede til, og hvad konsekvensen i dit liv ville være hvis det håb blev taget fra dig.

Ledestjerne: Kærlighed

I fortsættelse af vore gåmeditationer med pilgrimsord vil vi over de 3 næste gange gå med 3 ledestjerneord, som Jette Dahl fokuserer på i sin bog, – Undervejs med Gud. Ordene er Kærlighed, Tilgivelse og Taknemmelighed. Vi har i dag ordet: Kærlighed, så en hjælp til at fokusere i dag, kan være på sin indånding at bede, Jeg indånder din kærlighed, jeg udånder min egoisme. Kærligheden er altfavnende – ellers er det ikke kærlighed. Fra første færd har det været sådan. Der står i 1.Mosebog 1, 31: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” Han skabte verden og mennesket i kærlighed. I det lys ser han på os hver dag.

“Jeg elsker dig!” Hvisker Gud til sit menneskebarn i det øjeblik, det er skabt i mors liv. Uanset, hvad vi møder af kærlighedens modsætning, skal vi vide, at kærlighed er vort livs grundlag og udgangspunkt.

Gud er med os alle dage. Vi er skabt godt og til godhed. Det er vores fundament. At der blander sig meget ukærligt ind undervejs i vores liv, er ethvert menneskes erfaring, men det rokker ikke ved Guds syn på os, fra fødsel til død. Ja, han vil elske os helt ind i evigheden!

Der er mange synonymer til ordet Kærlighed: forbundethed, ansvarlighed, fællesskab, frihed, venskab, Gud, tryghed, evighed, tillid, kraft, trofasthed, sårbarhed, tilgivelse, mildhed, hænder, favntag, storhed, elskov, vækst, barmhjertighed, forpligtethed.

Mærk hvilket ord, der bider sig fast i dig, når jeg nu læser dem igen. Hvilke tanker kommer til dig i forbindelse med dit valgte ord?

Når vi nu går til næste stop, så forestil dig, at du befinder dig i Guds kærligheds lys. Hør ham sige til dig “Jeg elsker dig!” Og del eventuelt med Ham dine refleksioner over ordet kærlighed.

____________________________________________________________

Kærlighedens væsen…

… er at dele og give videre i en uendelig strøm, konkret og jordnært. Der står i 1. Johannesbrev 4,11 “Når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden”. Kristus har vist os vejen, ikke gennem ophøjet åndelighed, men ved at være medmenneske og jordnær, inkarneret som Guds søn. Gennem lidelse, omsorg, nærvær og daglige gøremål skinner opstandelsens lys. Du er i Guds hænder i den lidende og elskelige verden. I mødet med dit medmenneske og den daglige forpligtethed skal kærligheden stå sin prøve.

I 1. Korinterbrev 13,13 står der: “Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 

Og sangeren Bjørn Eidsvåg synger Kærligheden er større end vores evne til at elske.

Begge udsagn er fyldt med håb, trøst og forløsning. Det giver os lov til at være mennesker, ikke guder, og vi har fået den indsigt og overbevisning, at kærligheden, som kommer fra Gud og er Gud,er den største virkelighed, der findes. Kristi opstandelse skal ses i lyset af, at Gud har sejret over døden og mørket, og det vil han åbenbare i sit paradis, i evigheden. Men kærlighedens modsætning, mørkets magt, er også en virkelighed i verden og i os. Kærlighedens storhed står dog altid uberørt heraf. Hvilken befrielse!

Kærligheden er en virkelighed iblandt os. Vi vil hinanden det godt, også når vi mislykkes i det. Vores evne til at elske hinanden rækker ikke altid til det, vi kunne ønske, men vi ved, at den lever imellem os og i sandhed er større end os. Guds kærlighed forener os med hinanden. Det er glæden ved at være menneske.

Når vi nu går videre til næste post, overvej på vejen hvilken betydning det har, at kærligheden er større end vores evne til at elske.

Eller reflekter over hvad det betyder for dig, at Guds kærlighed er størst af alt.

Du kan også bare gå og tage den virkelighed ind, at du er set og elsket af Gud.

De hellige tre konger

Det er i dag Hellig tre konger. Og beretningen om dem er beskrevet i Matthæus kap. 2. Juleevangeliet beretter om hvordan hyrderne lå på marken og blev taget med storm, da englene kom og fortalte dem at Messias var blevet født. Det må være skønt at blive mødt på den måde, bare gå rundt i hverdagens trummerum, og pludseligt få fejet benene væk under sig og få hele Guds herlighed serveret. Ikke så meget bøvl der, det er bare at rejse sig og følge med, og konstatere at det er rigtigt det englene siger.

Noget anderledes forholder det sig med de vise mænd. Bibelen siger ikke særligt meget om de hellige 3 konger. Vi ved ikke hvem de var, hvor de kom fra, om de var konger eller om der var 3. Det eneste der står, er at de var ”vise mænd fra østerland”. Traditionen har gjort dem til konger, for det at give guld som gave er forbeholdt konger og fornemme mennesker. På Wikipedia står der om dem:

I den oprindelige græske tekst kaldes de “magere”, mágoi. Det var en betegnelse for perserrigets zarathustriske præster, der praktiserede astrologi og drømmetydning. 

Men det at de kan rejse så langt, bringer så kostbare gaver og ikke går af vejen for at opsøge kongen for at høre om den nyfødte konge, indikerer at det er mænd af en høj status. Vi kan også læse om dem at de formodentlig er stjernetydere, for der står: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«Det vil altså sige at de har studeret og brugt datidens videnskab til at finde frem til Jesus. Vi kan også se at de har rejst langt og formodentlig meget besværligt for at komme frem. Og tilmed uden helt at vide hvor de skulle hen, for de begynder med at spørge i kongepaladset, om det er der Jesus er blevet født. De rejser ud, følger deres fornuft og fejler. 

Jeg kunne godt tænke mig at mit gudsforhold var som hyrdernes. Hele himmelens basunudtræk og så ikke så meget at være i tvivl om. Men jeg kan i virkeligheden nok bedre spejle mig i vismændene. Jeg læser, studerer og rejser, i en eller anden forstand, ud og bruger min fornuft og fejler, og fejler mange gange, indtil jeg til sidst, efter at have gjort op med meget vanetænkning, når frem til Jesus, i en form som jeg ikke havde forventet.

Jeg vil nu først læse en af de profetier fra gamle testamente, der peger hen på Jesus. Prøv at forestil dig at det er noget af det eneste du ved om den kommende Messias, og vær til stede i den længsel, indtil vi stopper næste gang. 

Esajas 11
Men der skyder en kvist fra Isajs stub,
et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd,
visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd,
kundskabs og gudsfrygts ånd;
han lever og ånder i frygt for Herren.
Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,
fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
han dømmer de svage med retfærdighed,
fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
Han slår voldsmanden med sin munds stok,
og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;
retfærdighed er bæltet om hans lænder,
trofasthed bæltet om hans hofter.

Jeg læser nu beretningen fra Mathæus, der beskriver vismændenes vandring. Du kan evt. prøve at se om du kan spejle dig selv i den længsel de har. Prøv at være tilstede imellem linjerne i beretningen, og mærk hvordan vismændene har følt det i deres søgen.

Matthæus 2. 1-11

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«  Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.«

 Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.  Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«  Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.  Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.  Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Jule gåmeditation

Som det sikkert vil være de fleste bekendt, så nærmer julen sig med uafvendelig sikkerhed. Selvom det ikke burde komme bag på nogen, så opstår der tit en kamp for at få det egentlige indhold mast ind i mellem flæskesteg, gavebånd og julekalendere. Det er som om det lille nuttede Jesusbarn, i bedste fald, får lov at minde os om at Gud er derinde et sted. Og dermed overskygger det fuldstændigt ubegribelige; at Universets skaber og altings opretholder valgte at lade sig føde som et forsvarsløst menneske, i skidt og møg og med udsigten til at starte livet som flygtning. 

Det kan være svært at sætte sig ind i hvad det egentlig var der skete dengang. Vi ved (eller vi tror vi ved) hvordan det hele hang sammen, fordi vi kigger bagud, og ser hvad der skete. Men hvordan kunne både datidens sociale tabere (hyrderne) og datidens intelligentsia (vismændene) blive så begejstrede over noget så almindeligt, som det at der bliver født et barn. 

Hvis du vil med, tager vi ud på en tidsrejse 2000 år tilbage i tiden. Forestil dig at du enten er hyrde, et job på bunden af samfundet, som ingen andre gider, og du er henvist til at ligge på marken og fryse om natten. Eller også kan du forstille dig at du er en af de kloge, en af dem der undres og stiller spørgsmål for at forstå. En af dem der kigger på stjerner og læser tykke bøger, for at finde ud af hvad der er meningen med det hele. Du får lige et øjeblik til at overveje hvilket perspektiv du har lyst til. Og så læser jeg 2 af de profetier der forudsagde Jesu fødsel. Hvad gør ordene ved dig? Hvilken forventning skaber det i dig?

Mika 5. 1-4
Du, Betlehem, Efrata,
du er lille blandt Judas slægter.
Fra dig skal der udgå én,
som skal være hersker i Israel;
hans udspring er i fortiden,
i ældgamle dage.
Men han skal prisgive dem,
indtil den fødende kvinde har født,
og resten af hans brødre
vender tilbage til israelitterne.
Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke,
i Herren sin Guds navns storhed;
de skal bo trygt,
for hans magt når til jordens ender.
Han skal være fredens herre.
Esajas 11. 1-5
Men der skyder en kvist fra Isajs stub,
et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd,
visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd,
kundskabs og gudsfrygts ånd;
han lever og ånder i frygt for Herren.
Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,
fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
han dømmer de svage med retfærdighed,
fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
Han slår voldsmanden med sin munds stok,
og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;
retfærdighed er bæltet om hans lænder,
trofasthed bæltet om hans hofter.

Jeg læser nu de to tekster der omhandler Jesu fødsel i det nye testamente, som hhv. omtaler hyrderne og vismændene. Prøv at sæt dig i deres sted og forstil dig du er lige der midt i fortællingen. Vær tilstede og vent og se om beretningen har noget at fortælle dig.

Hyrderne

Lukas 2. 8-20

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.«  De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.  Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem.

Vismændene

Matthæus 2. 1-11

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«  Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.  Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«  Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.  Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.  Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Første søndag i advent

Advent betyder ”Herrens komme” og stammer fra latin ”adventus Domini” Det er altså en forberedelses tid, hvor vi venter på at Kristus skal fødes. 

I vores moderne tid er vi ikke vant til at vente på ret meget. Engang skulle man vente flere dage fra man sendte et brev, til der evt. kom svar tilbage. I dag er en mail fremme stort set samme tid som vi trykker på ”send”. En gang skulle man spare op hvis der var noget man gerne ville have, men i dag kan man med få klik lave et ekspreslån, og vupti, så har man fået opfyldt sine ønsker.

Man skulle tro at vi blev lykkelige af ikke at skulle vente så meget. Man skulle også tro at vi fik en masse tid i overskud. Men lige det modsatte synes at være tilfældet. I takt med at vi får flere tidsbesparende indretninger, bliver vi mere og mere stressede

Den samme utålmodighed kan vi let have i forholdet til Gud. Hvorfor svarer Gud os ikke når vi beder ham? Og hvis det vi beder om, er noget Gud bestemt må være enig i, hvorfor så vente?

I bibelen er der mange eksempler på mennesker der har fået at vide at noget skal ske, men som derefter må vente i lang tid. Da Jesus, kort efter sin fødsel, blev fremstillet i templet, bliver han mødt af en gammel mand ved navn Anananias. Han fik en profeti om at han skulle se Guds udvalgte før han døde. Han har med andre ord ventet hele livet på at det skulle ske.

I gamle testamentes sidste bog, profeterer Malakias at Gud vil sende profeten Esajas til sit folk. Det sker 400 år senere i form af at Johannes døberen bliver født.

Når Gud ikke opfylder vores bønner med det samme, er det ikke for at drille os. Men fordi i ventetiden sker der noget vigtigt. Vi er som mennesker meget optagede af resultater. Bare se på vores moderne samtid, hvor alt skal måles, vejes og registreres, for at vi kan fremvise, hvad vi har opnået. Men for Gud er ventetiden/processen/vandringen ligeså vigtig. Det er der vi vokser og modnes til det liv Gud har til os. Måske er det vigtigste ikke det vi beder om, men derimod at vi i ventetiden retter vores fokus mod Gud.

Kong David fra det gamle testamente var en mand der bad meget. Han havde mange svære problemer og var god til at give udtryk for sine frustrationer. Men han ender også med at vende sine forventninger til Gud.

Salme 42

Som hjorten skriger
ved det udtørrede vandløb,
sådan skriger min sjæl
efter dig, Gud.

Min sjæl tørster efter Gud,
den levende Gud.
Hvornår kan jeg komme
og se Guds ansigt?

Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud.

Mens vi går til 1. stop kan du reflektere over hvordan du har det med at vente. Prøv at overvej om der er situationer hvor Gud har villet modne dig frem til det du ventede på. 

——————————————————————————————————–

Adventssalme af Kingo. Nr. 90 i Den Danske Salmebog:

Op, glædes alle, glædes nu!
Med fryd opfylder sind og hu
i Herren, jeres glæde!
Thi Jesus han er nu så nær
og vil, fordi han har os kær,
udi vort kød sig klæde.

Bort sorg, og krænk ej mer vort sind!
Guds glæde lukker vi nu ind,
at vi kan Jesus favne
med bøn og hjertens tak og tro;
i ham skal alt vort håb og ro
sin glæde aldrig savne.

Din fred, o Gud, som overgår
alt det, som sind og sans formår,
vort hjerte så bevare
i Kristus Jesus, at vi må
så stor en juleglæde få,
som aldrig kan bortfare!